Khmer-klassisk dans og apsaraen

Hvad khmer-klassisk dans er

Khmer-klassisk dans er berømt for sine yndefulde håndgestus og sine fornemme kostumer. UNESCO har optaget den som Royal Ballet of Cambodia siden 2003 og oplyser, at den i over tusind år har været tæt knyttet til det khmeriske hof og betragtes som et symbol på khmerisk identitet. Dens repertoire genfortæller legender om khmerfolkets oprindelse. Forestillinger har traditionelt ledsaget kongelige ceremonier som kroninger, bryllupper og begravelser samt khmeriske helligdage. På khmer kaldes traditionen Robam Preah Reach Troap, som Wikipedia oversætter til dansen om kongelig rigdom. Wikipedia bemærker, at UNESCO og mange forskere bruger Royal Ballet of Cambodia og khmer-klassisk dans om den samme tradition, selvom det første udtryk også kan henvise til Cambodias nationale dansekompagni.

Hvor apsaraen kommer fra

En apsara er et himmelsk væsen i hinduistisk og buddhistisk kultur, skildret som smuk og elegant og siges at være fremragende til dans. Apsaraer var oprindeligt en type kvindelig ånd knyttet til skyer og vand. Hun er et vigtigt motiv i stensreliefferne på templerne i Angkor, bygget mellem det 8. og 13. århundrede. I khmer-kunsten regnes en kvindelig figur, der danser eller er klar til at danse, for en apsara, mens en, der står stille og vender fremad som en tempelvogter, er en devata. Så ikke enhver udskåret kvinde i Angkor er en apsara. Apsaraer optræder også fremtrædende i skulptur, dans, litteratur og maleri i mange sydasiatiske og sydøstasiatiske kulturer.

En nyere dans med et gammelt udseende

Apsara-dansen på scenen i dag er yngre end udskæringerne. Wikipedia daterer dens skabelse til 1950'erne, hvor dronning Sisowath Kossamak genskabte den med udgangspunkt i apsaraerne i Angkor til kronen, sampotten og blomsten. Den beskriver Robam Tep Apsara som en af de traditionelle danse i Royal Ballet of Cambodias repertoire, udført af kvinder syet ind i tætsiddende traditionelt tøj, hvis yndefulde, bølgende bevægelser er kodificeret til at fortælle klassiske myter eller religiøse historier. Den er et af Cambodjas nationale symboler. Kostumet er baseret på apsaraerne i tempelruinernes basrelieffer, mens meget af musikken og bevægelserne deles med andre klassiske khmer-danse.

Håndalfabetet

Håndbevægelser i klassisk khmer-dans kaldes kbach, hvilket betyder stil. De danner en slags alfabet og står for ting fra naturen som frugt, blomster og blade. Danserne bruger dem i forskellige kombinationer og overgange, med bevægelser af ben og fødder, til at formidle forskellige tanker og begreber. Placeringen af armen og af hånden i forhold til armen kan ændre en bevægelses betydning. Nogle bevægelser er lette at aflæse, og andre er vage og abstrakte. Danserne synger ikke eller taler generelt ikke, og UNESCO tilføjer, at mestring af bevægelserne kræver årelang intensiv træning. Bevægelserne udføres på forskellige måder afhængigt af karaktertypen. Nogle bevægelser er lette at forstå, og andre forbliver vage og abstrakte.

Fire slags karakterer

UNESCO nævner fire særskilte karaktertyper i det klassiske repertoire, hver med sine egne farver, kostumer, make-up og masker, og listen nedenfor angiver dem. Dronninger, gudinder og prinsesser er de højest rangerende kvindelige roller, kaldet neang ek. Andre kvindelige karakterer, såsom apsaraen, kinnarien, en fuglekvinde, og havfruen, danser i neang-stilen med subtile forskelle i bevægelser, og den største forskel er kostumet. Wikipedia oplister kæmperne og abnerne blandt de maskerede karakterer.

• Neang: kvinden
• Neayrong: manden
• Yeak: kæmpen, som bærer en maske
• Sva: aben, som også bærer en maske

Klædt på til rollen

Kostumet er en del af sproget. Det er rigt dekoreret med brokade og broderi, og at klæde en danser på betyder, at man syr dragten fast på hende, hvilket tager flere timer. Wikipedia tilføjer, at de fleste kostumer menes at repræsentere, hvad guddommelige væsener bærer. For apsaraen er hoveddanserindens sampot som regel hvid, mens de medvirkende dansere optræder i grønt, blåt eller rødt. Hovedapsaraens hovedbeklædning har tre spidser med to rækker af kugleformede dekorationer, ligesom apsaraen på billedet fra Angkor. Dansere bærer traditionelt duftende blomster og kan have jasminrankebånd om håndleddene. Kostumeguiden på dette websted gennemgår skørtestoffet, kraven, kronen og smykkerne styk for styk.

Læs næste: Apsara-kostume og hovedprydelse

Orkestret og koret

UNESCO fortæller, at et orkester ledsager dansen, og at et kvindekor giver en løbende kommentar til handlingen og fremhæver de følelser, danserne mimer. Orkestret er pinpeat, det største traditionelle khmer-musikensemble med omkring ni eller ti instrumenter, primært blæse- og slaginstrumenter, herunder flere slags xylofoner og trommer. Bestemte musikstykker markerer bestemte begivenheder, såsom en dansers entré eller exit, eller flyvning og gang, og nye stykker skabes sjældent. Wikipedia fortæller, at pinpeat har ledsaget hofdanse, maskespil, skyggespil og religiøse ceremonier.

Læs næste: Pinpeat: musikken til khmerdans

Hof, tempel og ceremoni

Dans har en lang historie i Cambodja. En af de tidligste optegnelser er fra det 7. århundrede, hvor optrædener blev brugt som begravelsesritual for konger, og gamle stenindskrifter beskriver tusindvis af apsara-dansere, der var tildelt templer. I hoftraditionen, fortæller UNESCO, blev dansere betragtet som kongernes budbringere til guderne og forfædrene. Før et ensemble går på scenen, afholdes en lærerhyldningsceremoni for at hylde de lærere, der har trænet danserne, og for at bede hver karakters ånd om at holde forestillingen glidende og uforstyrret. Ved forsoningsceremonier, tilføjer Wikipedia, blev dansen opført ved Wat Phnom, Sølvpagoden og Den Kongelige Palads' Tronhal.

Nær ved at gå tabt – og genopstået

Khmer Rouge-regimet udslettede næsten denne kunstform. UNESCO oplyser, at regimet i vid udstrækning gjorde ende på Det Kongelige Ballet, og at næsten alle mesterdansere og musikere blev dræbt. Efter 1979 opstod der igen trup­per, som genoptog det gamle repertoire. Ifølge Wikipedia blev træningen i klassisk khmerdans genoplivet i flygtningelejre i det østlige Thailand med de få overlevende dansere, og mange danse og dansedramaer blev genskabt på Royal University of Fine Arts. UNESCO tilføjer, at balletten har genvundet meget af sin tidligere pragt, men at midlerne er små, egnede spillesteder er sjældne, moderne medier konkurrerer om publikum, og at der er risiko for, at den blot bliver en turistattraktion.

Det skal du lægge mærke til, mens du ser på

Begynd med hænderne, så fødderne, så ansigterne. Gestusserne bærer betydningen, så følg de samme få former, når de vender tilbage. Læg mærke til, hvordan hovedpersonen er klædt anderledes end de medvirkende dansere, og lyt efter, hvordan musikken skifter, når danserne kommer ind og går ud. En fastholdt positur er lige så meget værd at se på som en gestus i bevægelse. Forvent ikke et hurtigt show: bevægelserne er langsomme, kontrollerede og kodificerede. En anmelder af aftenen i Phnom Penh kaldte dele af den noget langsom og gentagende, men smuk – en rammende beskrivelse af formen. Hvis programmet eller konferencieren nævner navnet på en dans, så notér det, så du kan slå den op bagefter, og lad de første par minutter lære dit øje, hvad det skal følge.

Det er ikke for dem, der …

Den vil skuffe alle, der ønsker et hurtigt spektakel, akrobatik eller en historie fortalt i ord, for danserne synger ikke eller taler generelt ikke, og historien lever i gestus og i koret. En kort Apsara-dans er også en introduktion, ikke hele traditionen: det klassiske repertoire skildrer mytologi og traditionelle fortællinger i dansedramaer, der varer længere end nogen enkelt dans, og Wikipedia beskriver Det Kongelige Ballets repertoire som indeholdende mange danse og dansedramaer. Vil du se et helt dansedrama i et teater, så hold øje med en sæson med det nationale kompagni.